De københavnske politikere vil sætte ’Mental sundhed’ på skoleskemaet i 2025 og 2026 på en række ungdomsuddannelser. Det skal forebygge, at flere unge ender i mistrivsel.
Idræt, Matematik, Samfundsfag og … ’Mental sundhed’. Fra næste år kommer et helt nyt fag på skoleskemaet på en række københavnske ungdomsuddannelser. Det er nemlig vigtigt, at unge ved, hvordan de skal håndtere svære følelser som nedtrykthed, ensomhed og usikkerhed, mener sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF). Hun understreger samtidig, at det er en naturlig del af ungdomslivet at opleve følelsesmæssige udsving.
Baggrunden for det nye initiativ er et ønske om at forbedre trivslen blandt de københavnske unge efter en årrække med fald i trivslen. Den seneste Ungeprofil-undersøgelse blandt københavnske unge viste blandt andet, at selvom de fleste unge københavnere har det godt, så er andelen af unge, der mistrives, højere i København end i resten af landet. I København ligger 10 pct. af de unge i den laveste ende af verdenssundhedsorganisationen WHO’s trivselsindeks, hvilket indikerer stor risiko for depression og stress. Tallet er 8 pct. på landsplan.
Undervisningen i ’Mental sundhed’ vil indeholde en introduktion til konkrete metoder og redskaber, som kan klæde de unge på til at håndtere bekymringer og negative tanker, så de ikke kommer til at fylde for meget i hverdagen. Det er f.eks. metoder som mindfulness og metakognitiv terapi, hvor de unge lærer at kontrollere, hvor meget tid de bruger på deres bekymringer.
Pilotprojektet ’Mental sundhed på skoleskemaet’ er vedtaget i forbindelse med aftalen om Københavns Kommunes budget for 2025, og der er afsat 2,4 millioner kroner over to år. Der udvikles og afprøves et undervisningskoncept, og undervisningen varetages af undervisere udefra med særlig kompetence i emnet. Ca. 25 klasser fordelt på 10-12 københavnske ungdomsuddannelser skal deltage i projektet.
Der gennemføres videns- og kompetenceløft til undervisere og studievejledere, så de bliver klædt på til at følge op på undervisningen og anvende redskaberne i den videre undervisning og vejledning af de unge. Indsatsen er et pilotprojekt, der forløber i 2025 og 2026. Erfaringerne kan danne udgangspunkt for videreudvikling af en indsats, som kan udbredes på alle københavnske ungdomsuddannelser.
Projektet er en del af en samlet styrkelse af tilbud om bedre mental sundhed i København. I byens budget for 2025 er der også 37 mio. kr. til nedbringelse af ventetid til angst-, stress- og depressionsforløb for unge og voksne samt godt 14,5 mio. kr. til at nedbringe ventetiden på psykologsamtaler til ældre. Der er også afsat knap 2,8 mio. kr. årligt til at fortsætte tilbuddet ’Ung på vej’, som henvender sig til 13-15-årige skoleelever i mistrivsel – og deres familier.
For mere information kan Katrine Kirch Kirkegaard, pressekonsulent, kontaktes på telefon 21 27 32 73 eller via e-mail lh6p@kk.dk.
https://www.kk.dk/nyheder/unge-paa-koebenhavnske-ungdomsuddannelser-faar-mental-sundhed-paa-skoleskemaet