Har du interesse for at kvantitative data og har du lyst til at udvikle og bringe dine kompetencer i spil inden for databearbejdning i fx SAS, PowerBI og Excel, kodning i DST’s myndighedsordning, opsætning af surveys, håndtering af aktindsigter og understøttelse af analyser inden for både integrationsområdet og international rekruttering? Så er du måske vores nye studentermedhjælper?
Lidt om alt det vi tilbyder
Du bliver en del af team Viden og Analyse i kontoret Økonomi og Analyse, der er ansvarlige for udarbejdelse af statistik, analyser, ledelsesinformation mv. på området for international rekruttering og integration. Derudover varetager kontoret finanslovsarbejde, budgetopfølgning, regnskab og udmøntning af tilskud på integrationsområdet. Du får således mulighed for at arbejde inden for et stort, komplekst og udfordrende opgaveområde i en statslig styrelse.
Dine opgaver
Du vil blandt andet komme til at arbejde med opsætning og kodning af registerdata via myndighedsordningen, at lave statistik og analyser på vores sagsbehandlingsdata, samt at bidrage med tal til aktindsigter og analyser på integrationsområdet. Du vil herudover komme til at arbejde med at sikre kvaliteten af vores datamiljø gennem fejlretninger og datamanagement, samt udarbejdelse af rapporter over vores sagsbehandlingsdata i vores ledelsesinformations-system, SAS Visual Analytics.
Vores forventninger til dig
Du er i gang med en samfundsvidenskabelig uddannelse - f.eks. statskundskab, sociologi, stud.polit., stud.oecon. eller lignende:
· har erfaring med at arbejde med kvantitative metoder og data
· er talstærk og har lyst til at arbejde med store datasæt
· er grundig og detaljeorienteret, da vi gør en dyd ud af at sikre, at vores data altid er korrekte
· har flair for it og let kan sætte dig ind i nye programmer som fx Excel, SAS Visual Analytics, mv. Det er en fordel, men ikke et krav, at du har erfaring med kodning af registerdata.
· har en positiv indstilling og gåpåmod til at varetage alle typer opgaver – store såvel som små
· kan arbejde selvstændigt og i team, og er god til at sætte dig ind i nye opgaver
Hvad kan vi tilbyde dig som student i Økonomi og Analyse
Som student i kontoret vil du få ansvaret for din egen opgaveportefølje, og du kan forvente at få en bred og forskelligartet opgavevifte. Kontoret har fokus på tæt og løbende dialog inden for og på tværs af teams, samt internt i studentergruppen. Den tætte sparring sikrer, at du hurtigt bliver klædt fagligt på til at løfte dine opgaver selvstændigt.
Stillingen giver dig indsigt i store datasæt på udlændinge- og integrationsområdet, og du vil lære at bruge forskellige it-redskaber f.eks. Excel, SAS Visual Analytics og Power BI. Du vil blive tilbudt efteruddannelse i relevante systemer.
Kontoret har i alt 7 studenter, der arbejdet tæt sammen. Og vi har et godt og uhøjtideligt arbejdsmiljø med højt til loftet, humor og et godt socialt sammenhold. Du får 37 engagerede kolleger med forskellige erfaringer, uddannelser, perspektiver og opgaver, og vi har et bredt samarbejde med alle kontorer i styrelsen, departementet m.v.
Selv om der kan være travlt, og der er mange bolde i luften, skal der også være plads til andet end arbejde. Vi har både løbeklub og træningsfaciliteter – og så holder vi nogle ret gode fredagsbarer nede i kælderen, hvor
Slyngelstuen befinder sig. Der bliver spillet bordtennis og brætspil, drukket fadøl og sodavand, diskuteret, grinet og fortalt røverhistorier. Dine nye kollegaer i kontoret er ofte dem, som går forrest i de sociale arrangementer.
Yderligere information
Du ansættes i Udlændinge- og Integrationsministeriets koncern efter OAO-S-Fællesoverenskomsten og HK-overenskomsten. Du arbejder 15 timer om ugen, og du skal dokumentere, at du er aktiv studerende og indskrevet ved en højere læreanstalt under hele din ansættelse.
Politiets Efterretningstjeneste vil gennemføre en registermæssig undersøgelse af din person, så vi i Udlændinge- og Integrationsministeriet kan vurdere, om du er egnet til at varetage stillingen. Du skal løbende kunne bestå en registermæssig undersøgelse under hele din ansættelse. Du kan læse om, hvordan vi behandler dine persondata her [linket: https://uim.dk/behandling-af-dine-personoplysninger/ ]
Har du spørgsmål i øvrigt, er du velkommen til at kontakte kontorchef Morten Thaning Thulstrup på telefonnummer nr. 72 14 24 20 / e-mail mott@siri.dk, eller souschef Mads Emil Kjersgaard, på telefonnummer nr. 72 14 28 28 / e-mail maek@siri.dk.
Søg stillingen
Klik på knappen i højre side og upload din ansøgning, eksamensbevis mv. senest d. 2. august 2026.
Vi forventer at holde samtaler i uge 32.
Ligestilling i alle dens aspekter er vigtig. Derfor opfordres alle interesserede uanset etnisk tilhørsforhold, religion, køn, alder og lign. til at søge stillingen. Udlændinge- og Integrationsministeriet er medlem af Foreningen Lige Adgang.
Udlændinge- og Integrationsministeriet har overordnet to politikområder: Hvem må indrejse og opholde sig i landet – og hvordan sikrer vi, at udlændinge bidrager til og tager del i samfundet? Ministeriet har omkring ca. 1500 medarbejdere fordelt på Styrelsen for International Rekruttering og Integration, Udlændingestyrelsen og departementet, samt Hjemrejsestyrelsen - herunder Nationalt ID-center, Udlændingenævnets sekretariat og Flygtningenævnets sekretariat.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
København Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Udlændinge- og Integrationsministeriet, Slotsholmsgade, Carl Jacobsens Vej, 2500 Valby
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 02-08-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/9ec197ce-e8b4-4683-bef7-157a4569a82b