Lørdag kl. 12:00 var scenen sat på Valby Idrætspark, da MBFF sendte KP Zebras hjem med et 3-2-nederlag.
Derfor var det også en glad og tilfreds spillende formand fra MBFF, Tobias Sommer, der udtalte sig til VORES Valby efter kampen.
“Vi gjorde det! Endelig kom sejren i hus. I dag var det mandsmod, der gjorde forskellen. Vi kom bagud to gange, men viste god gejst og gav ikke op. Vildt fed kamp mod en modstander, der matcher vores niveau og generelt er nice at spille mod,” fortæller Tobias Sommer.
Hvad lykkedes for jer i dag?
“Endnu engang var vi gode til at holde på bolden, men i dag fik vi bygget på. Spillet var mere kreativt, og vi skabte endelig de chancer, vi normalt har svært ved at skabe. Vi var også gode på defensive dødbolde!”
Selvom flere spillere imponerede, er der alligevel nogen, der præsterede ekstra iøjnefaldende ifølge Tobias.
“CV havde en Rolls Royce-performance i midterforsvaret. Han var klar på alle lange bolde, vandt en masse hovedstødsdueller (især på hjørnespark) og var også glimrende i opspillet. Aske tog ansvar og sparkede straffe i første halvleg. Scorede også sejrsmålet efter et hjørnespark. Så han skal helt sikkert også fremhæves.”
MBFF-spiller, Aske Nygaard Bramming, giver også sin reaktion på kampen:
“Jeg synes hele holdet spillede en rigtig god kamp. Alle arbejdede godt for hinanden. Det var en team-performance. Især til sidst, da resultatet skulle fightes hjem. Vi kæmpede virkelig for hinanden.”
“Vi var meget mere rolige på bolden end normalt, og vi stod imod modstandernes pres. Vi kunne spille mellem kæderne, vi kommunikerede, og det lagde grundlaget for en team-performance.”
På lørdag den 7. oktober skal MBFF møde Dunses Disciple. Kampen fløjtes i gang klokken 12:00 på Valby Idrætspark.
Kampens resultat:
3-2
til
MBFF
Række: Serie 5 Herrer