Brænder du for elever, god undervisning og ledelse og vil du stå i spidsen for fortsat udvikling af Hotel- og Restaurantskolens uddannelser? Vil du bruge din ledelseserfaring i et spændende og komplekst arbejde i et mangfoldigt miljø? Så er du måske ny uddannelseschef på Hotel- og Restaurantskolen.
Vi har de senere år oplevet en glædelig fremgang i antallet af elever, der søger mod vores uddannelser. Sideløbende har vi oplevet en tilsvarende, positiv udvikling i antallet af elever, der gennemfører deres uddannelser hos os. Det skyldes blandt andet målrettet udvikling af undervisningen og mere systematiseret samarbejde med de virksomheder, som skolen uddanner til. Denne udvikling skal fastholdes og føres videre, og det skal du som ny uddannelseschef på Hotel- og Restaurantskolen bidrage til.
Som uddannelseschef bliver du en del af vores arbejde med at bidrage til at løfte gastronomien, hverdagsmaden og gæstgiveriet til nye højder. Vi vil være en fagskole, der gennem stimulerende og værkstedsbaseret undervisning og en høj standard i egen praksis medvirker til at højne både det faglige niveau og elevernes uddannelser.
Opgaven
Du bliver uddannelseschef for en række af skolens uddannelser. Din primære opgave er at stå i spidsen for planlægning, drift og fortsat udvikling af undervisningen, sådan at den er præget af høj pædagogisk kvalitet, er praktisk og tilrettelagt, sådan at den er tilpasset vores elever. Derudover skal du være en nærværende personaleleder for medarbejderne. Du bliver således chef for nedenstående teams bestående af faglærere og undervisere med forskellige fagligheder og baggrunde, men som har skolens strategi, mission og vision tilfælles. Du kan se medarbejderne fordelt på uddannelser her https://hrs.dk/om-skolen/medarbejdere.
Du får chefansvar for følgende uddannelser:
- Bager-/konditor-, ernæringsassistent- og receptionistuddannelserne
- Eux
- Nymesterlære.
Læs mere om alle skolens uddannelser her https://hrs.dk/bliv-elev
Funktionsbeskrivelse og arbejdsopgaver
Som uddannelseschef får du ansvar for den daglige ledelse af uddannelserne og de tilknyttede faglærere og undervisere, herunder den løbende planlægning og gennemførsel af undervisningsopgaverne inden for dit ansvarsområde. Du får derudover også ansvar for, at uddannelserne udvikler sig i takt med tiden og, sådan at undervisningen er pædagogisk velfunderet og tilpasset skolens elevgruppe. Som uddannelseschef er din opgave desuden at samarbejde med skolens øvrige chefer om vores fælles opgave, eleverne, og der er til stillingen desuden tilknyttet en ekstern samarbejdsflade med de virksomheder, som skolen uddanner til, de omkringliggende kommuner, andre erhvervsskoler mv.
Du kommer, sammen med to andre uddannelseschefer, en studie- og kvalitetschef samt en chef for elevstøtte til at referere til skolens vicedirektør.
Dine primære arbejdsopgaver:
- Faglig og pædagogisk ledelse af flere af skolens uddannelser
- Tæt samarbejde med skolens eksterne og interne aktører, herunder især oplæringsvirksomheder, studievejledning og elevadministration samt de andre uddannelseschefer, studie- og kvalitetschefen og chefen for elevstøtte
- Fortsat udvikling af skolens pædagogiske profil og strategi i tæt samarbejde med dine underviserteams og ledergruppen
- Høj faglighed og pædagogisk kvalitet i undervisningen
- Administrative og driftsmæssige opgaver knyttet til undervisningen, herunder budgetansvar.
Om dig
Vi forventer, at du:
- Har pædagogiske og ledelsesmæssige forudsætninger til at kunne lede dine underviserteams, undervisningen og udviklingen af vores pædagogiske praksis med overskud og entusiasme
- Har erfaring med pædagogisk udvikling og betimelig planlægning, og ser perspektiver i skolens strategi og samarbejde med skolens øvrige uddannelser, de virksomheder, vi uddanner til, og skolens interessenter
- Har kendskab til erhvervsskoler og erhvervsuddannelser, herunder eux, og en grundlæggende respekt og forståelse for uddannelsernes kompleksitet og for samarbejdet med virksomhederne
- Trives med daglig elevkontakt og har kendskab til forældresamarbejde, oplæringsvirksomheder og bredden i elevgruppen - og derudover er teoretisk velfunderet med hensyn til unge og uddannelse
- Bidrager til sund administrativ og økonomisk drift
- Er en rutineret personaleleder, har erfaring med teamsamarbejde og trives med, at opgaver løses i fællesskab.
Vi tilbyder dig
Et udfordrende job med gastronomi, mennesker og undervisning i centrum på en skole med fokus på forandring og udvikling. Vi byder på et uformelt miljø med engagerede kolleger og en frokostordning, der er værd at prale af.
Ansættelsesvilkår
Stillingen ønskes besat pr. 1. august 2025. Du ansættes og aflønnes i henhold til cirkulære om aftale om ansættelse af chefer ved institutioner inden for undervisning, uddannelse og forskning på Undervisningsministeriets område (chefaftalen).
Stillingen er på 37 timer om ugen inkl. frokost og vil typisk være i tidsrummet 8-16. Ved større arrangementer kan weekend- og aftenarbejde dog forekomme.
Vi gør opmærksom på, at vi har røgfri arbejdstid og indhenter børneattest i forbindelse med ansættelsen.
Interesseret?
Har du spørgsmål er du velkommen til at kontakte vicedirektør Søren Poul Nielsen på spn@hrs.dk eller 2217 7632.
Ansøgning og deadline
Send os en begrundet ansøgning, CV og eksamenspapirer senest den 14. maj 2025. Vi modtager kun ansøgninger via link på vores hjemmeside.
Vi forventer at afholde samtaler i uge 21 og 22.
Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge uanset alder, køn, seksuel orientering, etnisk baggrund eller religion.
Om Hotel- og Restaurantskolen
Vi vil berige og glæde verden med bæredygtig gastronomi og værtskab. For at nå målet har vi brug for forandringer – i verden og på skolen. Vores 180 medarbejdere står midt i en udviklingsproces og arbejdet med at skabe håndværkere, der modigt, arbejdsomt og kreativt mestrer bæredygtig gastronomi, madhåndværk og værtskab. På vores skole har det lige siden 1922 handlet om mad og værtskab. Vi er branchens skole med erhvervsfaglige uddannelser, 10. klasse, EUX og kursusvirksomhed og uddanner dagligt 850 elever og kursister. Læs mere om os i vores strategi.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
København Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Hotel- og Restaurantskolen, Vigerslev Allé, 2500 Valby
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 14-05-2025;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/aa4165e6-6dae-4b1f-8649-ea81371e1e6f