BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Sætter du en ære i godt værtskab? Har du blik for den gode stemning og korrekt betjening af gæsterne? Kan du gå forrest og lære fra dig? Så er du måske vores nye faglærer på Hotel- og Restaurantskolens tjeneruddannelse.
Som faglærer på Hotel- og Restaurantskolen bliver du en del af vores spændende rejse mod at løfte gastronomien og værtskabet, hverdagsmaden og gæstgiveriet til nye højder. Vi skaber en fagskole, der gennem stimulerende rammer og en høj standard i egen praksis medvirker til at højne både det faglige niveau og elevernes trivsel.
Teamet
Du bliver en del af tjenerteamet, som samarbejder tæt med branchen, skolens gæstelærere og teams fra skolens andre fagområder. Teamet har sammen ansvar for at udvikle, planlægge, gennemføre og evaluere undervisningen på tjeneruddannelsens grund- og hovedforløb, ligesom det er teamet, der har ansvar for at føre eleverne til svendeprøve. Teamet samarbejder også med skolens lærepladscenter om at hjælpe og vejlede vores elever til at finde lærepladser, der passer til deres ambitioner og faglige drømme.
Ansvarsområder og arbejdsopgaver
Som faglærer i skolens tjenerteam får du ansvar for at samarbejde med dine nye kollegaer om alle forhold vedrørende tjeneruddannelsen. Du gennemfører praksisnær og inspirerende undervisning af vores elever, samtidig med at du bruger din erfaring og dine eksterne kontakter aktivt i dit arbejde. Du vil afhængig af forudsætninger få et primært ansvarsområde, eksempelvis grund- eller hovedforløb, men du vil komme til at tage medansvar på alle niveauer af uddannelsen. Endelig forventes det, at du deltager aktivt i løbende at udvikle kulturen på skolen og kan se dig selv i ord som respekt, faglig stolthed og sanselighed.
Dine primære arbejdsopgaver:
- Undervisning på tjeneruddannelsens grund- og hovedforløb – og undervisning i værtskab og service på skolens øvrige uddannelser
- Samarbejde og dialog med mestre og lærepladsvirksomheder om elevernes uddannelse og faglige udvikling
- Værtskabstræning af elever i skolens elevdrevne restaurant
- Deltagelse i rekrutteringsaktiviteter i samarbejde med skolens andre afdelinger
- Ekstern profilering af tjenerfaget og af skolen samt deltagelse i forskellige events og arrangementer
Om dig
Du er uddannet tjener, har høj faglighed og mindst fem års erfaring inden for service og værtskab i restaurationsbranchen. Du har erfaring med unge mennesker, og det er en fordel, hvis du også har erfaring med undervisning.
Derudover forventer vi, at du:
- Er nytænkende på tjenerfagets vegne og ser perspektiver i at udvikle tjenerfagligheden i en balance mellem de klassiske faglige kundskaber på den ene side og branchetendenser og trends på den anden.
- Er udviklingsorienteret og trives med forandringer og løbende fornyelse af din praksis, hvor du har lysten til at være med til at skabe forandring på skolen.
- Har god branchekontakt.
- Kan, i samarbejde med et kompetent team, tage ansvar for undervisningen på tjeneruddannelsen. Du kan således både samarbejde samt arbejde selvstændigt og gå forrest.
- Har, både som fagperson og som menneske, holdninger til og visioner for, hvordan vi som fagskole bliver bedre til at rekruttere unge mennesker til tjenerfaget og til at fastholde dem i deres uddannelse.
- Er tillidsvækkende og kan være et forbillede for unge.
- Er en god kommunikator og er imødekommende og åben, både som vært og som kollega.
Vi tilbyder dig
Et udfordrende job med gastronomi, mennesker og læring i centrum på en skole med fokus på forandring og udvikling. Vi byder på et uformelt miljø med engagerede kolleger og en frokostordning, der er værd at prale af.
Ansættelsesvilkår
Stillingen ønskes besat snarest.
Du ansættes i henhold til Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 101 af 1. februar 2007 om ansættelsesvilkår. Lønnen fastsættes efter Cirkulære om aftale om løn for lærere ansat på tjenestemandslignende vilkår ved erhvervsskoler. Der er til stillingen knyttet en pensionsordning på 18%.
Stillingen er på 37 timer om ugen inkl. frokost og arbejdstiden vil typisk være i tidsrummet 8-16.
Vi gør opmærksom på, at vi har røgfri arbejdstid.
I forbindelse med ansættelsen indhentes børneattest.
Interesseret?
Har du spørgsmål er du velkommen til at kontakte chef for tjeneruddannelsen Susanne Mortensen på sm@hrs.dk eller 2281 8722.
Ansøgning og deadline
Send os en begrundet ansøgning, CV og eksamenspapirer senest fredag den 15. december 2023. Vi afholder samtaler løbende og modtager kun ansøgninger via link på vores hjemmeside.
Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge uanset alder, køn, seksuel orientering, etnisk baggrund eller religion.
Om Hotel- og Restaurantskolen
Vi vil berige og glæde verden med bæredygtig gastronomi og værtskab. For at nå målet har vi brug for forandringer – i verden og på skolen. Vores 140 medarbejdere står midt i en udviklingsproces og arbejdet med at skabe håndværkere, der modigt, arbejdsomt og kreativt mestrer bæredygtig gastronomi, madhåndværk og hospitality. På vores skole har det lige siden 1922 handlet om mad og værtskab. Vi er branchens skole med erhvervsfaglige uddannelser, 10. klasse, EUX og kursusvirksomhed og uddanner dagligt 850 elever og kursister. Læs mere om os i vores strategi her:
https://intra.hrs.dk/media/1325/hrs_strategi_samlet_short-komprimeret.pdf?cache=1705515726
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
København Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Hotel- og Restaurantskolen, Vigerslev Allé, 2500 Valby
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 15-12-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5942825