BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Vil du bidrage med din skole- og ledererfaring til at nå nye højder sammen med en stolt og kreativ gruppe faglærere og undervisere? Får du lyst til at bruge dine lederevner på at tage syvmileskridt hen imod en moderne og bæredygtig håndværksskole? Brænder du for mad, gastronomi og værtskab, hvor praksis og værkstedslæring sættes højt? Har du sans for at skabe rammer og inspirere til at udvikle værkstedsbaseret didaktik og pædagogik? Er du klar til at gå forrest i at sikre udvikling? Så er du vores nye pædagogiske vicedirektør.
Om os:
Hotel- og Restaurantskolen søger en udviklingsklar og kompetent vicedirektør, der kan videreføre de sidste års fornyelse af skolen og vores uddannelser som kok, tjener, receptionist, bager, ernæringsassistent, EUX og 10. klasse.
Vi oplever fremgang i vores elevtal og har siden 2019, hvor vi fik en ny strategi, sat store udviklingsprojekter i søen. Det fortsætter vi med i det nye år, hvor vi i et partnerskabsprojekt med Tuborgfondet, Mestring og Begejstring, skal udvikle en ny håndværkspædagogik, grøn gastronomi og en åben skole. Samtidig er vi i gang med at søge finansiering til byggeriet af en helt ny skole.
Vi vil berige og glæde verden med bæredygtig gastronomi og værtskab. For at nå målet har vi brug for forandringer – i verden og på skolen. Vores 150 medarbejdere står midt i en udviklingsproces og arbejdet med at skabe håndværkere, der modigt, arbejdsomt og kreativt mestrer bæredygtig gastronomi, madhåndværk og hospitality. På vores skole har det lige siden 1922 handlet om mad og værtskab. Vi er branchens skole med erhvervsfaglige uddannelser, 10. klasse, EUX og kursusvirksomhed og uddanner dagligt 850 elever og kursister. Læs mere om os i vores strategi.
Om opgaven:
Du træder lige ind på den scene i en hovedrolle, som du helt sikkert også har dit originale bidrag til, og du bliver dynamo i, at vi fortsat løfter det faglige niveau og elevernes trivsel. Vi forventer, at du bliver et inspirerende omdrejningspunkt for de pædagogiske ledere og medarbejdere, som du understøtter i at udvikle mere praksisnær og levende undervisning med gedigent håndværk som omdrejningspunkt.
Du får ansvar for skolens pædagogiske afdelinger, herunder EUD, EUX og 10. klasse, med samlet ca. 90 medarbejdere og 4-5 ledere med reference til dig.
Det helt afgørende er, at du tager et samlet og bredt ledelsesmæssigt ansvar for såvel den pædagogiske kerneaktivitet i de pædagogiske afdelinger som den administrative styring af uddannelserne, herunder planlægning og understøttelse af undervisning. Du udgør, sammen med direktøren og vicedirektøren for ressourcer, skolens direktion.
På den ene side skal du kunne håndtere udviklings- og forandringsopgaver i en kultur, der opdyrker muligheder og potentialer hos både elever og medarbejdere. På den anden side skal du skabe tryghed i driften af skolens undervisning og sikre, at skolen efterlever formelle krav. Som en af dine første udviklingsopgaver får du ansvar for at skabe en teambaseret organisation i samarbejde med ledere og medarbejdere.
Dine primære arbejdsopgaver er:
- Støtte og styrke de pædagogiske chefer i deres arbejde, så de har de bedste rammer og muligheder for at løse deres opgave
- Styrke skolens udvikling og synergi på tværs af afdelinger – pædagogisk, drift, studievejledning mm.
- Sammen med de pædagogiske chefer, at udvikle pædagogisk og didaktisk grundlag for værkstedsbaseret undervisning
- Være garant for, at undervisningen lever op til de uddannelsesspecifikke mål, som de er beskrevet i bekendtgørelserne
- Tage ansvar for en bæredygtig økonomi i den pædagogiske afdeling
- Være en aktiv medspiller i skolens strategiske udvikling
- Sætte mål og rammer for kompetenceudviklingen af skolens undervisere.
Om dig:
Du er ambitiøs og tydelig i din ledelse og du brænder for at omsætte vores høje idealer til levende pædagogisk praksis, der tiltrækker og fastholder elever, så de bliver klar til at kaste sig ud i en branche, der buldrer afsted.
Du har solid, relevant ledelseserfaring fra offentlige eller private virksomheder, meget gerne fra uddannelsesverdenen. Du har erfaring med undervisning og pædagogik, ligesom du med succes har stået som leder af udvikling og forandring. Du har en relevant uddannelse og kendskab til institutioner, praksis og lovgivning på uddannelsesområdet. Og du brænder – selvfølgelig – for gastronomi og gæstfrihed. Vi stiller ikke krav om en bestemt uddannelse, men vi forventer, at du i ansøgningen beskriver, hvordan du med din uddannelsesbaggrund og erfaring fra tidligere jobs kan løfte denne stilling.
Den nye vicedirektør er en retningsgivende og inspirerende figur, der både lytter og er tydelig. Som leder udstråler du dynamik, inspiration og en troværdighed, der samlet skaber klarhed i arbejdsopgaverne og motiverer medarbejderne til at tage ansvar.
Derudover forventer vi, at du:
- Har erfaring med skoledrift på et organisatorisk niveau
- Har stærke kommunikationsevner og kan sikre bred dialog og samarbejde med både medarbejdere, SU, bestyrelse, eksterne partnere og TR/faglige organisationer.
- Er en retningsgivende og inspirerende leder og figur, der kan bidrage med stabilitet og kvalitet til udviklingen af det didaktiske og pædagogiske arbejde
- Mestrer tal og økonomi og kan tage stilling til og ansvar for økonomien i den pædagogiske afdeling
- Med ro, integritet og idéer kan bidrage til skolens fortsatte udvikling og sammenhængskraft på tværs af afdelinger og kulturen på hele skolen.
- Er klar på, at du den ene dag tænker store strategiske tanker og den næste arbejder helt nede i detaljen.
- Trives i et til tider højlydt og hektisk arbejdsklima i en organisation med en god og uformel omgangstone.
Vi tilbyder dig
Et udfordrende job med gastronomi, mennesker og læring i centrum på en skole med fokus på forandring og udvikling. Vi byder på et uformelt miljø med engagerede kolleger og en frokostordning, der er værd at prale af.
Ansættelsesvilkår
Stillingen ønskes besat pr. 1. marts 2024. Du ansættes og aflønnes i henhold til Cirkulære om aftale om ansættelse af chefer ved institutioner inden for undervisning og uddannelse på Undervisningsministeriets område.
Vi gør opmærksom på, at vi har røgfri arbejdstid og at der, i forbindelse med ansættelsen, indhentes børneattest.
Interesseret?
Har du spørgsmål er du velkommen til at kontakte direktør Anne-Birgitte Agger på 22 14 72 84.
Ansøgning og deadline
Send os en begrundet ansøgning, CV og eksamenspapirer senest søndag den 7. januar. Vi modtager kun ansøgninger via link på vores hjemmeside.
Vi forventer at afholde samtaler:
- 1. samtale den 15. januar
- Testforløb 16.-19. januar
- 2. samtale 22. januar.
Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge uanset alder, køn, seksuel orientering, etnisk baggrund eller religion.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
København Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Hotel- og Restaurantskolen, Vigerslev Allé, 2500 Valby
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 07-01-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5959721