BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Vil du være med til at udvikle og løfte gastronomien og håndværket på Hotel- og Restaurantskolen? Vi søger 8-10 nye medarbejdere til et stort strategisk samarbejde med Tuborgfondet.
Projektet
På Hotel- og Restaurantskolen har vi netop indgået et strategisk samarbejde med Tuborgfondet, der giver os mulighed for at gennemføre et toårigt gastronomisk projekt "Mestring og Begejstring". Projektet, der har potentiale til at strække sig over længere tid, har til formål at forny vores gastronomiske uddannelser ved at skabe initiativer og erfaringer inden for vores fag og skolekultur:
Vi vil udvikle en ny håndværkspædagogik, hvor vi løfter vores grundlæggende madhåndværk og kombinerer denne praksis med vores teoretiske fag. Den måde at undervise på skal kvalificeres og dokumenteres, så den kan bruges af andre og udvikle sig til andre fagretninger på sigt.
Vi vil samtidig åbne gastronomiske værksteder på skolen, hvor fagspecialister underviser og inspirerer vores elever inden for specifikke dele af det gastronomiske håndværk.
Vi vil, som en del af projektet, skabe et værksted/laboratorium, hvor vi med smagen i centrum jagter grøn gastronomi. Her vil elever og undervisere sammen med kokke, producenter og eksperter samarbejde om at videreudvikle det plantebaserede køkken. Indsatsen skal tjene til inspiration for en ny generation af madhåndværkere og branchen i sin helhed.
Vi ønsker at skabe rum og arrangementer, hvor nuværende og kommende elever kan mødes med folk fra branchen, knytte relationer, lære af hinanden og blive inspireret af de bedste madhåndværkere fra Danmark og resten af verden.
Alt sammen for at skabe en skole, der indfrier vores vision om at berige og glæde verden med talent og håndværk, der skaber fremtidens bæredygtige gastronomi, hospitality og værtskab.
Dine muligheder
Vi søger en række engagerede mennesker med forskellige kompetencer og erfaringer til at hjælpe os med at realisere vores visioner og gennemføre projektet. Vi er åbne for at tilpasse indsatser og opgaver til de rigtige profiler og er åbne for at tilrettelægge arbejdet på forskellige måder. Uanset om du er en erfaren ekspert eller en nyuddannet entusiast, kan du bidrage til vores projekt. If you do not speak Danish feel free to apply regardless.
Teamet
Du vil blive en del af et team på 10-14 medarbejdere, der samarbejder på tværs af skolen for at implementere vores initiativer. Projekterne gennemføres sammen med skolens undervisere og elevernes involvering er et must. Målet er at berige skolens elever, undervisere og branchen med faglighed og inspiration. Du skal brænde for madhåndværk, undervisning og den grønne dagsorden.
Stillingerne
Du skal som person gerne kunne bidrage med nye vinkler, skarp faglighed og praktisk erfaring. Du skal have mod på både bøvl og begejstring. Vi har brug for en række forskellige mennesker, se mere om de enkelte profiler i særskilte opslag via link:
Projektkoordinator: Vi søger en erfaren projektkoordinator, gerne med skoleerfaring, der kan sikre koordineringen af vores indsatser og integrationen af projektet i skolens dagligdag. Du har erfaring med projektledelse- og økonomi, og med løbende opsamling og dokumentation. Det er en stor fordel, hvis du har erfaring inden for gastronomi og madområdet.
Gastronomisk iværksætter/teamleder: Vi leder efter en dygtig projektleder med erfaring inden for grøn gastronomi, der kan lede vores nye grønne laboratorium, hvor vi sammen med underviserne, branchen, producenter og elever udvikler fremtidens grønne gastronomi. Du skal udvikle undervisningsforløb og samarbejder inden for det grønne område og have erfaring med undervisning eller formidling. Netværk inden for fødevareproduktion, produktudvikling og økologiske producenter er en stor fordel.
Værkstedsmestre: Vi søger specialister inden for specifikke gastronomiske områder: fx fermentering, bageri, knivsliberi, ost, pasta eller røgning/mad over bål. Men det kan også være noget andet, du er specialiseret i og tænker ville være til gavn i en gastronomisk uddannelse. Din opgave vil være at udvikle det pædagogiske læringsrum i skolens nye gastronomiske værksteder med din ekspertise i centrum. Du kan berige undervisningen og formidle din viden til elever og undervisere. Erfaring med undervisning og formidling vil være en fordel.
Gastronomiske læremestre: Vi har brug for både kokke (eller beslægtede fagfolk) til at støtte vores undervisning og teste nye modeller i værksteder, laboratorium og særlige forløb og klasser. Du er systematisk, samarbejdsbegejstret og energisk med en passion for at udvikle gastronomifaget. Vi søger både erfarne fagfolk og relativt nyuddannede med forskellige kompetencer og erfaringer, som har mod og evne til at udvikle undervisningsforløb sammen med faglærere og som selv underviser og evaluerer med elever.
Vi tilbyder dig
Muligheden for at være med til at løfte Hotel- og Restaurantskolen, og de gastronomiske uddannelser i det hele taget, samt bidrage til at skabe nye måder at undervise på til gavn for nuværende og kommende elever.
Ansættelsesvilkår
Stillingerne er med opstart hurtigst muligt og gerne fra 1. januar 2024. Kan du ikke starte med det samme, skal det ikke afholde dig fra at søge alligevel.
Løn og ansættelsesvilkår fastsættes efter kvalifikationer, erfaring og i henhold til statens forskellige overenskomster. Vi forestiller os, at nogle af stillingerne er fuld tid, men at andre er deltid, alt efter behov og kompetencer.
Vi gør opmærksom på, at vi har røgfri arbejdstid og at der, i forbindelse med ansættelsen, indhentes børneattest.
Interesseret?
Har du spørgsmål til stillingerne, er du velkommen til at kontakte projektchef Johan K. Dal på 2496 2216 eller jda@hrs.dk.
If you are interested in this project but do not speak Danish, feel free to contact us about the possibilities or apply regardless.
Ansøgning og deadline
Send din ansøgning, CV og relevante dokumenter senest den 12. november 2023 via linket på vores hjemmeside. Vi forventer at afholde samtaler i ugerne 46-48.
Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge uanset alder, køn, seksuel orientering, etnisk baggrund eller religion.
Vi ser frem til at høre fra dig og arbejde sammen om at realisere vores visioner for bæredygtig gastronomi og madhåndværk på Hotel- og Restaurantskolen.
Om Hotel- og Restaurantskolen
Vi vil berige og glæde verden med bæredygtig gastronomi og værtskab. For at nå målet har vi brug for forandringer – i verden og på skolen. Vores 150 medarbejdere står midt i en udviklingsproces og arbejdet med at skabe håndværkere, der modigt, arbejdsomt og kreativt mestrer bæredygtig gastronomi, madhåndværk og hospitality. På vores skole har det lige siden 1922 handlet om mad og værtskab. Vi er branchens skole med erhvervsfaglige uddannelser (EUD og EUX), 10. klasse og kursusvirksomhed og uddanner dagligt 850 elever og kursister. Læs mere om os i vores strategi.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
København Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Hotel- og Restaurantskolen, Vigerslev Allé, 2500 Valby
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 12-11-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5929011