BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Da kontorchefen for finansielle-økonomiske forhold har fået nyt job, søger vi hans afløser.
Om jobbet
Det finansielle område i Erhvervsministeriet arbejder med rammevilkårene for de finansielle virksomheder og de finansielle markeder og bidrager derigennem til den finansielle stabilitet. Vi har fokus på at skabe en sund finansiel sektor og en effektiv kredit- og kapitalformidling i Danmark.
Teamet for finansielle-økonomiske forhold er ansvarligt for analyse og politikudvikling, særligt for penge- og realkreditinstitutter. Arbejdet foregår i tæt samarbejde med Finanstilsynet.
Du vil blive daglig leder af den del af det finansielle område, der bl.a.
- arbejder med kapital- og likviditetskrav for penge- og realkreditinstitutter, og generelt regulering af realkreditsektoren
- arbejder med betalingsforhold og -formidling
- medvirker til forberedelse af møder i Det Systemiske Risikoråd
- står for koordination af og dansk interessevaretagelse i arbejdet med finansiel regulering i EU og andre internationale fora
- arbejder med makrofinansielle forhold
Du vil få ledelsesansvar for 7 medarbejdere.
Om dig
Du har en relevant økonomisk eller samfundsvidenskabelig videregående uddannelse og har lyst til, og gerne erfaring med, ledelse. Du har indgående kendskab til det finansielle område, gerne penge- og realkreditinstitutter. Det er derudover en stor fordel, hvis du har erfaring fra centraladministrationen.
Vores resultater skabes i høj grad i samarbejde med kolleger og eksterne interessenter i den finansielle sektor. Det er derfor afgørende, at du har gode samarbejdsevner og kan bygge relationer på tværs af forskellige synspunkter med henblik på at skabe bæredygtige løsninger.
Arbejdet er på et højt fagligt niveau, og du skal derfor være analytisk skarp og hurtig til – sammen med dine medarbejdere – at finde frem til essensen af en problemstilling og kunne vejlede dem i at formidle den kort og klart. Din ledelsesstil er åben, samarbejdende og inddragende, ligesom du uddelegerer ansvar og opgaver gennem klare rammer og retningslinjer. Du skal være forberedt på at arbejde i et højt tempo og kunne håndtere mange problemstillinger på én gang.
Om os
I Erhvervsministeriets område Finansiel sektor og vækstkapital arbejder vi for en sund og robust finansiel sektor i Danmark. Vi beskæftiger os med rammerne for pengeinstitutter, realkreditinstitutter, pensionsforhold, værdipapirhandel, finansiering til vækstvirksomheder og meget mere.
Vi arbejder med analyser, udvikling og implementering af politiske initiativer på det finansielle område. Desuden arbejder vi med at understøtte den finansielle stabilitet og at den finansielle regulering bidrager til en stabil og velfungerende finansiel sektor samt gode forhold for virksomheder og husholdninger på de finansielle markeder.
Vi er ca. 20 kollegaer fordelt på tre teams. Vi løser vores opgaver i et tæt samarbejde med vores faglige netværk, der bl.a. omfatter Finanstilsynet, andre ministerier og interesseorganisationer.
Om ansættelsen
Stillingen er klassificeret i løngruppe 1 og ansættelsen sker i henhold til rammeaftalen for kontraktansættelse af chefer i staten på 5-årigt åremål med mulighed for forlængelse i op til 3 år. Der er endvidere mulighed for forhandling af yderligere tillæg i forbindelse med ansættelsen.
Ansøgere skal kunne opnå den nødvendige sikkerhedsgodkendelse samt kunne opretholde denne under hele ansættelsesforholdet.
Interesseret?
Vil du høre mere om stillingen, kan du kontakte direktør Steen Lohmann Poulsen på tlf.: 91 33 73 20, slp@em.dk.
Ansøgningen sendes via link på http://em.dk/job-og-karriere/ledige-stillinger. Din ansøgning skal være modtaget senest den 16. august 2023. Husk også at uploade dit CV, dine eksamenspapirer med stempel og underskrift samt andet relevant materiale.
Ønsket tiltrædelse er den 1. oktober 2023. Vi forventer at holde første samtaler i uge 34 og anden samtaler i uge 35. Vi gør opmærksom på, at ledelsestest indgår som en del af rekrutteringen.
I Erhvervsministeriet tror vi på, at et inkluderende, mangfoldigt arbejdsmiljø styrker opgaveløsningen. Vi ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund og lige muligheder for alle vores jobansøgere. Vi opfordrer alle til at søge stillingen uanset alder, køn, seksualitet, religion eller etnisk tilhørsforhold.
Vi glæder os til at høre fra dig.
Hvordan er det at arbejde i Erhvervsministeriets departement?
I departementet ønsker vi at skabe gode og konkurrencedygtige rammebetingelser, så dansk erhvervsliv også i fremtiden er i stand til at skabe solid vækst og velstand. Vi vil medvirke til at gøre det attraktivt at investere og udvikle virksomhed i Danmark. På en bred vifte af ressortområder - fra boligfinansiering og forbrugerforhold til life science og den teknologiske udvikling af erhvervslivet samt rammevilkår for finansielle virksomheder - er vi med fra de første diskussioner om nye initiativer og lovforslag til udviklingen og eksekveringen af dem.
Vi er 200 ambitiøse og engagerede medarbejdere, men vores netværk og kontaktflade rækker langt uden for Slotsholmen. Vi arbejder tæt sammen med ministeriets syv styrelser og de selvstændige offentlige virksomheder, som vi har ansvar for. Og vi er i dialog med virksomheder, interesseorganisationer, EU og OECD. Vi værdsætter en arbejdsplads med en stejl læringskurve, og vi lægger vægt på faglig nysgerrighed, som skal gøre os i stand til at have blik for fremtidige forretningsmodelleret i lyset af den teknologiske og grønne omstilling og den geopolitiske udvikling.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
København Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Erhvervsministeriet Departementet, Slotsholmsgade 10, 1216 København K
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 16-08-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Ved skriftlig henvendelse: https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=5001&ProjectId=170298&DepartmentId=6063&MediaId=338&SkipAdvertisement=true
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5860655