Flot turneringsafslutning gav fuldt pointudbytte for klubbens bedste seniorhold

dato

Nyheden er fra Boldklubben Fremad Valby

Meget stod på spil inden weekendens afsluttende kampe i efterårsturneringen.

Men alt flaskede sig for klubbens bedste seniorhold, der gjorde rent bord – og mere kan man vel ikke forlange. Det skulle da lige være prikken over i’et i form af oprykning. Og det skete så også lige, da klubbens bedste damehold og herrernes 3. hold cementerede holdenes oprykning. 3. holdet allerede inden de sidste to kampe og damerne inden holdets sidste kamp i morgen tirsdag.

1. og 2. herresenior sluttede begge med 2-1 sejre over henholdsvis Køge Nord ude og Stefan hjemme. 2. holdet var teoretisk i nedrykningsfare inden lørdagens kamp, men sørgede selv for at risikoen forblev teoretisk gennem en flot og disciplineret indsats af holdet. Sejren burde nok have været et par mål større, men bænken skulle altså lige holdes på pinen til det sidste dommerfløjt. Status blev en 5. plads i rækken.

Samme placering indtager 1. holdet, når DS kreds 1 spilles færdigt hen over foråret/sommer. Efter et par pointløse kampe mod lavere placerede hold i rækken, lykkedes det med hiv og sving at hente en sejr hjem mod et af rækkens tophold Køge Nord efter en gedigen holdindsats. Igen var disciplin nøglen til tre point, og dagens mand i skysovs var Jonas der “hamrede” begge mål ind.

Billedet er fra 1. holdets kamp mod Køge Nord i sommer, hvor Santin dækkes tæt op. Santin kom ind fra starten af 2. halvleg i lørdagens kamp og gjorde et godt indtryk.

Kilde: Boldklubben Fremad Valby