BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Vi søger 2 nye kolleger. Er du fagligt ambitiøs, har du blik for udvikling af den juridiske opgaveløsning, og kan du præsentere juridiske problemstillinger præcist og forståeligt? Så er du måske en af vores nye medarbejdere i Jura, som har lyst til at bruge sine juridiske rådgivningsevner til gavn for ét af Danmarks største erhverv.
Landbrugsstyrelsens juridiske sikkerhedsnet
Som medarbejder i vores juridiske enhed kommer du til at beskæftige dig med et bredt spektrum af spændende juridiske opgaver, der særligt omhandler forvaltningsret og EU-ret. Du får en vigtig rolle i at understøtte styrelsens juridiske sikkerhedsnet, hvor vi tilbyder gode muligheder for både faglig og personlig udvikling.
Den EU-retlige regulering af styrelsens arbejde er tæt og giver løbende anledning til fortolkningsspørgsmål, som vi i enheden løser i et samspil med den nationale jura. Du vil du på det forvaltningsretlige område møde en bred vifte af problemstillinger, hvor du kommer til at trække på din viden og evner til præcise juridiske analyser. Du kan også blive en del af vores vigtige rådgivning på statsstøtteområdet, der omhandler, hvordan nationale støtteordninger udformes så de er i overensstemmelse med EU´s statsstøtteregler. Den juridiske opgaveløsning spiller sammen med de administrative løsninger og de politiske målsætninger.
Det er en fordel, hvis du har forudgående kendskab til udarbejdelse af lovforslag og bekendtgørelser.
Dine primære ansvarsområder kommer til at være:
- Bidrag til udarbejdelse af lovforslag og bekendtgørelser
- Fortolkning af regler indenfor Landbrugsstyrelsens område – både på nationalt og internationalt niveau
- Juridisk kvalitetssikring af opgaveløsningen i Landbrugsstyrelsen.
Jobbet kan til tider være krævende, men vi har fokus på work-life-balance i hverdagen og tager selvfølgelig hensyn til livet udenfor arbejdet.
Jura – din nye arbejdsplads
Du bliver en del af enheden Jura, hvor du kommer til at få 10 nye kolleger, der beskæftiger sig med juridisk rådgivning af styrelsens enheder. Vi er organisatorisk placeret under området Jura & Kvalitet.
I enheden sætter vi faglighed, dygtighed og overholdelse af deadlines i højsædet. Forespørgslerne og opgaverne er meget forskellige, så du vil sjældent opleve, at der er to dage, der ligner hinanden. Vores rådgivning er efterspurgt på tværs af styrelsen og fra andre styrelser og Fødevareministeriets departement, så du kommer til at få en bred berøringsflade i huset og indgå i samarbejder eller sparre med kolleger fra andre fagenheder mv. Vi har stort fokus på, at det både skal være udfordrende og sjovt at gå på arbejde, så vi har en frisk omgangstone og et godt fællesskab.
Du har stærke juridiske kompetencer og evnen til at håndtere mange interessenter
Du er jurist (cand.jur., cand.merc.jur. eller lignende) og måske med flere års erfaring fra offentlig administration. Du har en stærk juridisk faglighed, herunder viden om og interesse for EU-ret og forvaltningsret. Du er fagligt ambitiøs og motiveres af at lære nyt. Desuden er du fleksibel og klar til at beskæftige dig med vidt forskellige juridiske problemstillinger.
Ansættelsesvilkår
Afhængig af kvalifikationer sker ansættelsen som fuldmægtig, special- eller chefkonsulent i henhold til AC-overenskomsten for akademikere i staten.
Ansættelsesområdet er Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri med tilhørende institutioner, og tjenestestedet er Landbrugsstyrelsen, Nyropsgade 30, 1780 København V.
Stillingerne, der er fuldtidsstillinger, ønskes besat pr. 1. august 2023.
Nærmere oplysninger
Du kan læse mere om Landbrugsstyrelsen på vores hjemmeside www.lbst.dk. Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte enhedschef Lars Kolze på tlf. 25 23 83 87.
Ansøgning
Du søger stillingen ved at sende din ansøgning inkl. CV, eksamensbevis og evt. referencer online i vores rekrutteringssystem (tryk på ”Søg stilling”) senest mandag den 5. juni 2023.
Vi forventer at afholde samtaler den 15. og 16. juni 2023.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
København Kommune
-Virksomheden tilbyder:
Fastansættelse: fuldtid
-Arbejdsgiver:
Landbrugsstyrelsen, Nyropsgade 30, 1602 København V
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 14-06-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Ved skriftlig henvendelse: https://candidate.hr-manager.net/ApplicationInit.aspx?cid=5001&ProjectId=168946&DepartmentId=7683&MediaId=338&SkipAdvertisement=true
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5833786