BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Vil du være en del af ledelsesteamet i et kontor, som understøtter og udvikler forretningen i en dynamisk styrelse? Og trives du med, at analysere komplekse juridiske problemstillinger og finde løsninger, som fungerer i praksis?
Så bliv souschef i Forretningsudvikling i Styrelsen for International Rekruttering og Integration, hvor du får mulighed for at:
- blive en del af et kontor med stor variation i opgaveporteføljen og gode udviklingsmuligheder
- opbygge eller udbygge dine ledelsesmæssige kompetencer
- være en vigtig sparringspartner for hele organisationen
Du indgår i et ledelsesteam med kontorets kontorchef og anden souschef, hvor tillid og åbenhed er kendetegnende for samarbejdet, og hvor vi sparrer, udfordrer og støtter hinanden.
Som en del af ledelsesteamet skal du være med til at lede kontorets 25 medarbejdere, som arbejder i fire teams, hvoraf du vil få ansvaret for to teams.
Det ene team arbejder med tværgående juridiske opgaver, herunder aktindsigt efter offentlighedsloven, kravene i forvaltningsloven til sagsbehandling, afgørelser m.v., undervisning, men også udlændingeretlige problemstillinger, som går på tværs af flere kontorer i SIRI. Det andet team arbejder med GDPR, informationssikkerhed, kontraktstyring og udbud, herunder udarbejdelse af fortegnelser, opfyldelse af de 29 tekniske minimumskrav, risikovurderinger, udbud og undervisning.
De to andre teams, som den anden souschef i kontoret har ansvaret for, arbejder med projekt- og procesledelse og med drift og udvikling af hjemmesider, herunder kommunikation og ansøgningsskemaer.
Dine arbejdsopgaver som souschef
Dine primære opgaver bliver at:
- stå for den faglige ledelse i de to teams, som du har ansvaret for
- kompetenceudvikle medarbejderne i kontoret bl.a. ved løbende sparring og feedback
- kvalitetssikre produkter, inden de går til direktionen
- løse komplekse juridiske problemstillinger, som ofte opstår som en del af et projekt, men som også kan handle om praksisafklaringer på tværs af flere kontorer i organisationen
- rammesætte opgaver og prioritere opgaver i de to teams
- vedligeholde forretningens ledelsessystem for informationssikkerhed
- være med til at sikre trivslen og sammenhængskraften i kontoret
Vi forestiller os, at du:
- har en relevant akademisk uddannelse, gerne som cand. jur.
- har erfaring med at analysere komplekse juridiske problemstillinger
- kan skære sager til og skrive skarpe beslutningsoplæg
- er god til at sikre fremdrift i opgaverne og til at træffe beslutninger i sager, hvor mange forskellige interesser indgår
- er løsningsorienteret og har stærke samarbejdsevner, da vi samarbejder med mange forskellige interessenter både internt og eksternt
- har en fleksibel og udviklingsorienteret indstilling, hvor du kan se værdien af at kombinere din juridiske viden med at se nye muligheder
Vi tilbyder
SIRI er en ung, dynamisk styrelse i vækst, hvor vi gør os umage for at have vores brugere i fokus, ligesom vi lægger vægt på gode samarbejdsrelationer, og at bringe vores faglighed i spil.
I SIRI anser vi souschefer som en del af den udvidede ledelsesgruppe, og du vil derfor, selvom du ikke får det formelle ledelsesansvar, få gode muligheder for at træne ledelse. I kontoret arbejder vi i et ledelsesteam, og du vil også få mulighed for at deltage i styrelsens lederforum, hvor der drøftes nye og tværgående tiltag, organisationsudvikling og ledelse.
Herudover bliver du en del af et kontor med en stor faglig bredde, da vi arbejder med alt lige fra projektledelse til GDPR, informationssikkerhed, kommunikation, hjemmesider, skabeloner, automatisering, digitalisering, kontraktstyring og meget andet.
I SIRI arbejder vi med vores strategi og kerneopgaver for øje, og har i 2024 lagt meget energi i at udarbejde vores strategihus, som beskriver vores vision og mission, samt fundamentet for vores måde at arbejde på. Læs mere om os, vores strategi og vores forskellige kontorer her.
Yderligere information
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef Tanja Skriver Frandsen på tlf. 92 43 58 85 eller e-mail tafr@siri.dk.
Søg stillingen
Vi ser frem til at modtage din ansøgning, CV, eksamensbevis mv. senest søndag den 17. november 2024.
Vi forventer at holde samtaler i uge 47, hvor der evt. også vil være en faglig test.
Løn- og ansættelsesvilkår
Du ansættes efter overenskomst for akademikere i staten og vil blive indplaceret som specialkonsulent eller chefkonsulent på baggrund af dine kvalifikationer og erfaring. Der er mulighed for at forhandle tillæg, der matcher dine kvalifikationer.
Ansættelsesområdet er Udlændinge- og Integrationsministeriet med tilhørende institutioner, og arbejdsstedet er Styrelsen for International Rekruttering og Integration, Carl Jacobsens Vej 39, 2500 Valby.
Stillingen er en fast stilling på fuldtid med gennemsnitligt 37 timer om ugen.
Du skal være sikkerhedsgodkendt til ”HEMMELIGT” for at arbejde i denne stilling, og kunne opretholde denne under hele din ansættelse. Du kan læse om, hvordan vi behandler dine persondata her.
Ligestilling i alle dens aspekter er vigtig. Derfor opfordres alle interesserede uanset etnisk tilhørsforhold, religion, køn, alder og lign. til at søge stillingen. Udlændinge- og Integrationsministeriet er medlem af Foreningen Lige Adgang.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
København Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Valby SIRI, Carl Jacobsens Vej , 2500 Valby
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 17-11-2024; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6141356